U19 løbet over ende
Med høj solskin og masser af tilskuere på lægterne, var der store forventninger til dagens kamp mod FC Nordsjælland.
Dog var AaB’erne på forhånd advaret om FC Nordsjællands styrke og det absolut ikke var nogen nem opgave de stod overfor. FC Nordsjælland havde scoret 4 mål i hver af de sidste 4 kampe, og samtidig havde de broncemedaljer at spille for. En kombination af høje forventninger/nerver og et godt spillende FC Nordsjælland hold, gjorde at AaB slet ikke ramte dagen. FC Nordsjælland kom foran tidligt i kampen. Oliver Rimmen sparkede bolden sikkert og fladt ind på en pasning fra højre side.
Det blev til 2-0 hvor forsvaret ikke fik headet væk og så kunne Chukwuemeka Paul Nnamani prikke bolden ind. På et velspillet angreb gjorde Joachim Rothmann det til 3-0, og så var den guldfest feset ud. AaB’erne havde egentlig chancerne, men hvor de i de sidste mange kampe har scoret på nærmest alle deres chancer, ja så ville bolden ikke ind i dag.
I anden halvleg var Mathias Ross tæt på at score efter hjørnespark, men hovedstødet havde keeperen styr på. Mikkel Kaufmann havde et langskud som desværre ramte stolpen. Kort efter blev FC Nordsjælland reduceret til 10 mand, men trods dette havde de fortsat overvægt af spil og chancer og 15 minutter før slutfløjtet kunne Oliver Rimmen score sit andet mål i kampen til slutresultatet 0-4.
AaB’erne giver dog ikke op, og kigger allerede frem mod lørdag den 8. juni kl.13.00, hvor Silkeborg IF kommer på besøg. Absolut ikke en nem opgave, da de traditionelt altid har spillet jævnbyrdige kampe mod Silkeborg IF.
TAK for fremmødet – håber vi ses lørdag den 8. Juni
Mikkel Konnerup