Menu

Nicole Robertson - fra San Diego til Aalborg

image
05. marts 2020 kl. 17:23

Nicole rejste fra San Diego i februar, og er nu godt i gang med forberedelserne frem mod Kvalifikationsspillet til Kvindeligaen sammen med den øvrige trup. Aftalen med Nicole har kunne lade sig gøre, fordi sponsor- og investorkreds har været villige til at ”spytte ekstra i kassen” for at få en aftale i hus med den eftertragtede offensivspiller fra USA.

Bl.a. har Guldsponsor Torben Nielsen, der er ejer af TN Udvikling, som er et udviklingsselskab, som udvikler bolig- og erhvervsejendomme, været med til at muliggøre indkøbet af Nicole. ”Det er vigtigt, at vi får AaB med i toppen af dansk kvindefodbold, så Aalborg også kan bryste sig med det og tilbyde det som et supplement til sporten på herresiden. AaB er et kendt brand, og der er i forvejen gjort et gigantisk arbejde omkring holdet og alt sammen på frivillig basis, så derfor bakker jeg meget gerne op og håber, at jeg kan være med til at gøre en forskel”, siger Torben Nielsen, der har været med som sponsor fra starten af AaB Kvinde Elitefodbold A/S etablering for snart 2 år siden.

Ole Friis og Jeppe Lynge som også er Guldsponsorer og indehavere af Maren Poppes Gård, der udlejer attraktive boliger i Aalborg, har også været med til at bakke økonomisk op om aftalen med Nicole.

Et stort velkommen til Nicole og tak til vores sponsorer for den ekstra opbakning.

Luk