Menu

Fodbold i lyserødt: En uforglemmelig dag med AaB og Bundgaardsskolen

image
Nicklas Jørgensen
03. juni 2025 kl. 16:19
Et samarbejde mellem skole, klub og kommune viser vejen for fremtidens pigefodbold

Tirsdag formiddag summede AaB’s anlæg på Hornevej af energi og lyserøde fodbolde, da 54 piger fra 2.-3. klasse på Bundgaardsskolen deltog i en særlig fodboldoplevelse som led i DBU og AaB’s fælles Get Movin’-initiativ. Pigerne blev hentet på skolen og fragtet i AaB’s spillerbus til Hornevej, hvor de tilbragte 3,5 timer med leg, bevægelse og fodbold i trygge og sjove rammer. Arrangementet blev støttet af frivillige fra AaB af 1885, AaB A/S samt AaB-forløbet i Aalborg Kommune, og var en del af den nationale indsats for at få flere piger til at lege med bold og opdage glæden ved fodbold.

De frivillige sørgede for at skabe en varm og imødekommende atmosfære, hvor pigerne kunne lege frit, udfordre sig selv og opleve fodbolden på egne præmisser. Fokus var på fællesskab, bevægelsesglæde og positive oplevelser – ikke på konkurrence eller præstation. Som prikken over i’et fik hver deltager en lyserød Get Movin’-bold og en goodiebag med hjem – som et minde om en dag, hvor de måske for første gang oplevede, hvordan fodbold også kan være for dem.

Samarbejdet mellem Bundgaardsskolen, AaB og Aalborg Kommune er et stærkt eksempel på, hvordan fodbolden kan åbne døre og skabe fællesskaber – og hvordan Get Movin’ kan være det første skridt på en længere rejse ind i foreningslivet.

Luk