Menu

AaB U14 imponerer i Göteborg – finalespil afgøres efter dramatisk vejrvarsel

image
Simon Dissing Høxbroe
05. april 2026 kl. 16:46
Stærke præstationer og puljesejre ved Future Cup, mens orkanvarsling vender op og ned på finalespillet

AaB’s U14-årgang er i disse dage draget til Future Cup i Göteborg, hvor de måler sig mod både Elite- og A-rækkehold. Og det er gjort med stor succes.

Puljespillet er netop afsluttet, og her leverede AaB flotte præstationer hele vejen rundt. Det resulterede i puljesejre i begge rækker – en stærk understregning af holdets niveau og udvikling.

Holdet har gennem turneringen vist både målfarlighed og velorganiseret spil, og samtidig har spillerne repræsenteret klubben på fornem vis – ikke kun på banen, men også udenfor. Sammenholdet i truppen har været tydeligt før, under og efter kampene, hvor fællesskabet har været i højsædet.

Finalespillet tegner dog til at blive noget helt særligt. Der er nemlig varslet kraftigt stormvejr i Göteborg, hvilket betyder, at resten af dagens kampe afgøres ved lodtrækning. En usædvanlig afslutning på en ellers stærk turnering, som nu bliver spændende at følge fra sidelinjen.

Uanset udfaldet har AaB allerede sat et tydeligt aftryk ved Future Cup – både sportsligt og som klub.

Luk