AaB-forløbet skaber forandring gennem fællesskab og fodbold
 Nuuradiin S. Hussein på besøg hos AaB-forløbet i foråret – stærke samtaler og stærkt fællesskab!
                            
                                Nuuradiin S. Hussein på besøg hos AaB-forløbet i foråret – stærke samtaler og stærkt fællesskab!
                            
                    I AaB af 1885 tror vi på, at fodbold er mere end blot kampen på banen. Det handler om fællesskab, ansvar og udvikling – og om at give unge mennesker et ståsted i livet. Derfor har vi med stolthed videreført vores samarbejde med Jobcenter Aalborg, og i år udvidet indsatsen med et nyt samarbejde med Bundgårdsskolen.
AaB-forløbet henvender sig til unge mellem 18 og 29 år, som står uden for arbejdsmarkedet og har brug for en ny start. Gennem daglige aktiviteter i klubben – på træningsbanen, i køkkenet og i klubhuset – får deltagerne struktur i hverdagen, ansvarsfølelse og en oplevelse af at høre til. Her bliver de set, hørt og taget alvorligt.
En central del af indsatsen er den dialogbaserede undervisning, hvor samtale og refleksion skaber trygge rammer for personlig udvikling. Deltagerne lærer at forstå sig selv og andre – og får redskaber til at bygge en ny fremtid.
Resultaterne taler for sig selv:
Over 60 % af deltagerne i AaB-forløbet går videre i job eller uddannelse. For mange er det første skridt mod at genfinde troen på sig selv og egne evner.
Det nye samarbejde med Bundgårdsskolen bygger videre på samme grundidé. To gange om ugen åbner AaB dørene for elever, der har brug for en anderledes og mere praktisk hverdag. Her kombineres bevægelse, fællesskab og samtale, så eleverne kan få et nødvendigt pusterum fra den traditionelle skolegang.
Gennem relationsarbejde, sociale aktiviteter og fælles opgaver hjælper AaB eleverne med at træne deres “sociale muskler” og genfinde glæden ved læring og fællesskab.
Selvom samarbejdet stadig er nyt, kan effekten allerede mærkes – både hos eleverne og i klubmiljøet. Det minder os om, hvorfor vi gør det her: fordi fællesskab virker.
AaB ser frem til at fortsætte udviklingen – med flere samarbejder, stærkere relationer og fodbolden som det fælles sprog, der samler og styrker os alle.