Menu

141 år med fællesskab, traditioner og fodboldglæde

image
Nicklas Jørgensen
13. maj 2026 kl. 12:49
AaB af 1885 fejrer klubbens fødselsdag samtidig med, at Nørrehalne Cup endnu en gang samler ungdomshold fra hele Europa i Aalborg.

I dag markerer AaB af 1885 sit 141-års jubilæum. Siden stiftelsen i 1885 har klubben været en vigtig del af fællesskabet i Aalborg og udviklet sig til en forening med stolte traditioner, stærke værdier og plads til både bredde og elite.

Gennem generationer har AaB været samlingspunkt for tusindvis af børn, unge, frivillige og familier, og netop fællesskabet er fortsat fundamentet i klubben i dag. Fødselsdagen markerer endnu et år fyldt med oplevelser, udvikling og succeshistorier på tværs af hele foreningen – både på og uden for banen.

Samtidig går klubben ind i en helt særlig uge. Allerede fra i morgen starter Nørhalne Cup, hvor AaB igen bliver en central del af turneringen. De kommende dage bliver blandt årets travleste for både frivillige og ansatte, og turneringen er samtidig en vigtig mulighed for klubbens afdelinger til at skabe indtægter til det videre arbejde i foreningen.

Nørhalne Cup er en af Nordens største internationale ungdomsturneringer og samler hvert år hold fra store dele af Europa. I år gæster klubber og akademier fra blandt andet Norge, Sverige, Tyskland, England, Skotland og Slovakiet Aalborg. På deltagerlisten finder man blandt andre Newcastle United, Watford FC, Wolverhampton Wanderers, Rangers FC, Werder Bremen, IFK Göteborg, Hammarby IF, BK Häcken, Stabæk og IK Start Kristiansand.

Turneringen kommer til at skabe masser af liv, stemning og spændende ungdomsfodbold på anlægget, og AaB håber, at mange vil kigge forbi i løbet af weekenden og være med til at fejre både klubbens 141-års fødselsdag og alt det bedste, foreningslivet har at byde på.

Luk