Sammen løfter vi AaB ind i fremtiden
Standerhejsing 2026
Velkommen til Standerhejsningen 2026
Tak for sidst. I fredags samlede vi næsten 176 ledere til årets træner- og lederfest.
Standerhejsningen er officielt starten på vores sæson.
AaB er for sjette år i træk gået frem i medlemstal. Nu er vi på vej mod næste mål – nemlig at krydse 2.000 medlemmer – og vi er allerede en af de største foreninger i Danmark. Samtidig har vi rundet mere end 200 frivillige i AaB.
Det er intet mindre end flot arbejde af jer alle – især når man tænker på, hvad vi har været igennem i disse år med nedlukning og corona. Det er nu historie, og vi arbejder videre med at udvikle klubben.
I år har vi lavet en lille ekstra udvidelse af vores standerhejsning og inviteret vores floorballafdeling med til denne tradition. Dejligt at se jer alle. Det er ikke blot en udvidelse, men også et udtryk for, at vi er én klub. En klub med plads til alle, hvor man møder mange forskellige holdninger og værdier, og hvor vi gennem åben og ærlig dialog møder hinanden og finder fælles kompromiser.
I en tid, hvor verden skifter fra time til time, hvor vi møder konflikter og hører skrækkelige historier, er det vigtigere end nogensinde, at unge mennesker kommer ud i foreningerne, får en sund fritid og ro fra en verden, som kan være svær at forstå.
Forpligtende fællesskaber er vigtige og giver gaver i livet, som hænger ved resten af livet.
Vi har i dag igen besøg af mennesker, som støtter klubben og ønsker at bidrage med midler, så vi kan komme på niveau med vores konkurrenter – og frem for alt udvide vores muligheder for at tilbyde plads til endnu flere medlemmer. Vores bydel udvider sig kraftigt, og frem mod 2032 forventes nærområdet omkring Gigantium og Aalborg Øst at vokse med op til 46 % flere indbyggere. Der kommer flere – og det skal vi være klar til.
Der er måske nogen, der tænker, at jeg bare snakker, og at der ikke sker noget 😉 Men jeg synes også, det er vigtigt at fortælle, at vi de sidste otte år har skaffet og investeret 23,3 millioner kroner i klubben og faciliteterne samt fået 15.000 m² flere baner. Så selvom det gerne måtte gå hurtigere, er der faktisk sket rigtig meget.
Men vi har stadig et stykke vej at gå.
Derfor er jeg utrolig ydmyg over, at vi i år kan byde velkommen til ANTV’s bestyrelsesmedlemmer, som har valgt at støtte vores udvikling og vores klub med 2,0 mio. kroner til vores klubhus.
Tusind tak for støtten – den er meget vigtig. Tusind tak til ANTV for den store opbakning.
Når vi taler om klubhuset, kan I se resultatet af fase 1 på tegningen i gangen. Vi er nu i gang med at få de sidste godkendelser på plads, så vi forhåbentlig snart kan få den endelige byggetilladelse. Det har været en lang proces, men vi får god hjælp fra alle – også fra Teknisk Forvaltning i Aalborg Kommune, som ofte får kritik i medierne. Fra AaB’s side kan vi sige, at selvom vi nogle gange kan virke utålmodige i lukkede møder, er der altid folk, som gerne vil hjælpe.
Stor ros til dem, der arbejder med projektet – til NC og Hagbarth – samt alle jer, der er kommet med gode råd til fase 1. Vi er allerede i gang med at arbejde videre med de idéer, vi endnu ikke har haft midler til. Der venter også fase 2, 3 og 4 – og helt sikkert flere derefter. Udviklingen kræver, at vi fortsætter med at forbedre vores rammer.
Til alle jer frivillige: Tak er kun et fattigt ord for den indsats, I yder for at give så mange børn og unge gode oplevelser herude. I skaber nærmest mirakler og giver unge mennesker minder, de aldrig vil glemme.
Tak for jeres kæmpe indsats.
Også tak til vores Dameklub, AaB’s Venner og Onsdagsklubben. I bidrager alle til og for vores klub.
En stor ros og tak skal også lyde til Aalborg Kommune og til vores sponsorer.
Fanen vil blive hejst af William og Hubert, som leverer et kæmpe stykke arbejde for klubben.
Når fanen er oppe, råber vi:
Hurra, hurra, hurra – tre korte for AaB!