Menu

BREAKING NEWS

image
Jens Nygaard Larsen
07. juli 2021 kl. 10:32
AaB af 1885 lancerer nyt lederudviklingsforløb
I efteråret 2021 åbner vi i AaB af 1885 op for et lederudviklingsforløb indenfor fodboldledelse. Læring er et vigtigt skridt mod positiv udvikling. AaB af 1885 vil derfor igangsætte et halvt års uddannelse, som via klubbens netværksstruktur og -økonomi giver fodboldens ildsjæle unik indsigt i de mekanismer, der kendetegner ledelse og lederskab i fodboldbranchen. Samtidig kan forløbet være med til at udvikle lederkompetencer (via sport som platform), som også kan anvendes i en erhvervskarriere.
Formand Claus Fallingborg udtaler, at ”Baggrunden for dette initiativ er at styrke fodboldens position i et evigt foranderligt idræts- og sportsmiljø. Fodbolden har brug for kompetente ledere, der tilgodeser det hele menneske, og som evner at skabe en synergi mellem rekruttering, fastholdelse og udvikling af fodboldspillere. Udover at forstå bevæggrundene for god talentudvikling har fodbolden også behov for dygtige ledere, som kan navigere i spændingsfeltet mellem fokuspunkterne i elite- og breddefodbolden. Dansk fodbold skal kunne rumme både at udvikle de kommende landsholdsspillere, men også at favne den bredde, der er et vitalt understøttende fundament i fodboldbranchen. Her er gode ledere og forståelse for fodboldledelse afgørende – både som støtte i eliteudviklingen, men også til at sende alle de spillere, som ikke får en professionel karriere, eller som ikke findes indenfor det elitære målepunkt, godt videre på livets vej og som gode samfundsborgere.”
Fodbolden har et enormt potentiale og er til glæde og gavn, både på banen, i omklædningsrummet, i klubhuset eller som løftestang for samfundsnytte. Det vil AaB af 1885 sammen med fodboldentusiaster og andre potentielle deltagere med ønske om selvudvikling og videreuddannelse gerne støtte op om. Med afsæt heri har vi søsat et kursus, der trækker på den viden og de kompetencer, som AaB af 1885 har høstet over tid i bredde- og elitefodbold samt i Danmark som internationalt.
Kurset henvender sig til nuværende fodboldledere, men også til målgrupper som trænere, spillere, sundhedsfaglige stabsfunktioner, studerende eller andre med en interesse for fodbold samt en fremtidig fodboldleder eller leder i maven.
Hvis du er interesseret og vil vide mere om de konkrete datoer for kurset, så følg med her på siden eller skriv til Kenneth Cortsen på kennethcortsen@hotmail.com.
Vi ser frem til sammen at styrke dansk fodbold samt at være med til at udvikle fremtidens ledere.
Med sportslige hilsner,
Claus Fallingborg, AaB af 1885
Luk