Menu

Foreningslivet i centrum ved besøg i AaB

image
Nicklas Jørgensen
13. marts 2026 kl. 15:01
Næsten 100 deltagere mødtes til kaffe, kage og dialog om frivillighed og stærke fællesskaber

I dag havde AaB besøg af Lars Løkke Rasmussen og den lokale kandidat Mohammad Rona, som var forbi for at høre mere om foreningslivet og den frivillige indsats, der hver dag er med til at holde hjulene i gang i klubben. Besøget begyndte dog med en mindre omvej, da chaufføren først satte Lars Løkke Rasmussen af ved Portland Park, hvor han hurtigt konstaterede, at der ikke var mange mennesker samlet. Kort efter fandt han dog frem til det rigtige sted, hvor arrangementet fandt sted.

Arrangementet samlede knap 100 fremmødte, som havde taget imod invitationen til en eftermiddag med kaffe, kage og en åben dialog om foreningslivets betydning. Her var der mulighed for både at høre oplæg, stille spørgsmål og tale sammen om de mange perspektiver, der knytter sig til frivillighed, fællesskab og udviklingen af lokale foreninger.

Inden programmet for alvor gik i gang, holdt Claus Fallingborg et oplæg, hvor han satte fokus den store indsats, som frivillige hver dag lægger i foreningslivet. Han fremhævede, hvordan foreninger er med til at skabe rammer, hvor mennesker kan mødes tværs af alder, baggrund og holdninger. I foreningerne mødes man omkring en fælles interesse – hvad enten det er sport, fællesskab eller engagement – og det er ofte her, relationer opstår og fællesskaber vokser.

Samtidig blev der talt om, hvordan foreningslivet spiller en vigtig rolle i det danske samfund. Foreningerne er mange steder et naturligt samlingspunkt i lokalsamfundet og et sted, hvor mennesker kan engagere sig, bidrage frivilligt og være en del af noget større end sig selv. Det er også her, nye relationer opstår, og hvor mennesker mødes i øjenhøjde – uanset baggrund eller holdninger.

Efter oplæggene var der god tid til dialog og samtaler blandt de fremmødte. Mange benyttede lejligheden til at dele erfaringer fra foreningslivet og tale om, hvordan man fortsat kan styrke de frivillige fællesskaber, der danner grundlag for mange aktiviteter i danske klubber og foreninger.

I AaB er vi glade for interessen i at komme forbi og høre mere om vores arbejde. For os er det vigtigt, at der – tværs af politiske fløje og holdninger – fortsat er opbakning til det danske foreningsliv. Det er her, mennesker mødes, fællesskaber opstår, og relationer skabes tværs af både forskelligheder, økonomi og holdninger.

Luk