Menu

Målrettet cheftræner for 1. division

image
29. januar 2017 - kl. 20:02

Hans Martin Lauesen er cheftræner for AaB’s 1. divisionshold, og sammen med sit trænerteam og AaB’s ledelse arbejder han målrettet på at få holdet kvalificeret til Kvindeligaen i 2018/2019.

Holdet rykkede op i 1. division sommeren 2016, og Hans Martin har stået ved sidelinjen siden da. Han er dedikeret AaB fan, og han kører gerne den lange vej fra Brabrand ved Århus, hvor han bor og arbejder, til Aalborg 3-4 gange om ugen, fordi han tror på AaB’s vision og på 1. divisionsholdets evner til at få holdet op i 3F ligaen næste år.

”Vi skal nå de træningsmål, vi trænere har opsat for foråret. Vi har masser af talent og gå på mod, men ikke så meget rutine og erfaring. Og henover de kommende 1 ½ år skal vi øge intensiteten og tempoet, når vi træner og også mængden af træning” udtaler Hans Martin.

Hans Martin kommer oprindeligt fra en lille by vest for Herning kaldet Vorgod-Barde, hvor han også startede sin karriere som træner. Sidenhen har han været træner i Herning-Fremad, Herning FC, KoHBra og senest ASA-Aarhus. AaB fik hentet Hans Martin til klubben, fordi de var i stand til at overbevise ham om, at AaB’s kvinde-/pigeafdeling er en seriøs klub med seriøse målsætninger og med masser af talent på fodboldsværen.

AaB har på meget kort tid formået at opbygge et seriøst og anerkendt navn på pige- og kvindesiden, og særligt de yngre rækker fra U14-U16 har hentet store sejre hjem til klubben indenfor de sidste 4-5 år. AaB har også et U18 DM hold, der stille og roligt er ved at markere sig i U18 DM rækken.

Udfordringen for Hans Martin ligger i at udvikle spillerne på 1. divisions holdet både fodboldmæssigt men også mentalt. Han arbejder med en meget ung trup, hvor mange af spillerne er under 19 år, men både de unge som de lidt ældre og mere erfarne kvinder på holdet har taget et valg. De lægger rigtig mange timer i deres sportsgren, fordi de har lyst til det, og fordi de har talent til at spille på så højt et niveau, og dette er en god forudsætning for Hans Martin og hans øvrige trænerteam.

Hans Martin fortæller ” Fodboldmæssigt skal vi lære at stå bedre i kæderne, når vi ikke har bolden, have mere coolness under pres, forbedre vores afslutningsspil, og prioritere tid i styrketræningsrummet. Holdmæssigt skal der være en god balance mellem glæden ved at spille fodbold og det, at man er ambitiøs og seriøs”.

 

Han fortsætter ”Når man spiller på dette niveau, er det et valg, man har taget, fordi man gerne vil noget med sin fodbold og det talent man har, og derfor kan vi sætte krav til hinanden både som spillere og som trænere. Så vi skal arbejde på at være fokuseret og mentalt på, når vi træner, men der skal også være glæde og humør i de ting, vi laver”.

 

AaB er stolte over at have en så erfaren og dedikeret træner tilknyttet 1. holdet. Parallelt med jobbet som cheftræner i AaB, arbejder Hans Martin for SKAT som tolder i Aarhus havn, ligesom han lægger frivillige kræfter i DBU Jyllands Kvindeseniorudvalg, der arbejder på at udvikle fodbolden på bredde niveau.   

Pige/Kvinde Fodbold Hovedsponsorer

Pige/Kvinde Fodbold Holdsponsorer