Menu

JM-guld til AaB’s U13 piger

image Glade jyske mestre fra AaB.
Allan Andersen
02. juli 2018 kl. 09:20

Fredag aften den 22. juni spillede Vejle og AaB finale for U13piger i Liga 1. Der blev en særdeles velspillet kamp mellem to teknisk gode hold. Det var fuldt fortjent at det netop er disse to hold der har spillet sig frem til finalen. AaB får sat sig på kampen fra start og bringer sig planmæssigt foran 2-0. Mod halvlegens slutning får Vejle på deres første afslutning mod mål scoret til 2-1. Anden halvleg bliver mere jævnbyrdig og med masser af fight. AaB scorer yderligere to mål og kan efter 60 minutter spil strejke armene i vejret efter en fortjent 4-1 sejr over Vejle. “Det er rigtig godt Vejlehold vi møder i dag og klart det hold vi har mødt som spiller det flotteste tekniske fodbold, så det var en fornøjelse at se begge hold i dag”, udtaler AaB’s træner Allan Andersen.

Sæsonen har været noget nær den perfekte sæson for AaB-pigerne, som er gået ubesejret gennem Liga 1, har vundet JM-guld i futsal og medaljer i pokalturneringen samt indendørs. Pigerne er dog ikke kommet sovende til sejrene. Der er blevet trænet intensivt hele året og i juleperioden har U13pigerne ofte været de eneste på hele AaB’s træningsanlæg. ”Vi har altid fokus på at pigerne skal udvikle sig mest muligt og udviklingen vægter højere end resultaterne, men det er selvfølgelig også dejligt når det bedste hold vinder”, udtaler træner Allan Andersen og fortsætter ”Pigerne bruger rigtig mange timer på fodbold, så det er selvfølgelig fedt at se den glæde der er når alt lykkes og pigerne står med guld om halsen”. U13pigerne har brugt mange timer på fodbold i det forgange år og tæller man antal kampe både udendørs, indendørs og futsal, så har pigerne spillet 125 kampe og scoret imponerende 501 mål.

Pigerne har nu tre ugers sommerferie med fysisk træning og selvtræning inden de sætter kurs mod næste mål Dana Cup i Hjørring i uge 30.